Folketingsvalget 2011
Sådan gik valget

17. september 2011
 

Venstre med Lars Løkke Rasmussen i spidsen scorede ved valget et kup. Før valget indgik man et forlig om tilbagetrækningsreformen, som er upopulær i store kredse, en reform som nu bliver gennemført, uden at Venstre selv står med regeringsansvaret for den upopulære politik.

 

Valgresultatet sikrede et solidt flertal til forligspartierne bag reformen, som bl.a. indeholder en kraftig beskæring af efterlønnen. Venstre holder dem fast på forliget og får dermed bundet Socialdemokraterne og SF op på at gennemføre en politik, som de 2 partier grundlæggende er i mod.

 

Samtidig fremstår Det Radikale Venstre som et seriøst og ansvarligt parti på trods af, at de i månederne op til valget spillede et useriøst dobbeltspil ved at lave forlig med VKO blokken samtidig med, at Margrethe Vestager fastholdt, at man støttede en socialdemokratisk ledet regering, som vil en anden politik.

 

Det kan undre, at hverken socialdemokrater, SFére eller radikale i valgkampen gennemskuede det umulige i det dobbeltspil, VKO blokken lokkede Det Radikale Venstre til. Den kommende periode vil formentlig vise, at der ikke kan skabes et bæredygtigt regeringsgrundlag, som omfatter hele spektret fra Enhedslisten til Det Radikale Venstre. Jeg er bange for, at realiseringen af ministerdrømmene for både Helle Thorning-Schmidt og Villy Søvndal kommer til at koste dyrt, fordi de ikke gennemskuede Margrethe Vestagers dobbeltspil og i tide bakkede ud af et umuligt projekt, der vil kræve rigtig mange ”kamelslugninger” for S og SF.

 

En regering af Socialdemokraterne, SF og Det Radikale Venstre vil på det foreliggende grundlag hurtigt køre fast med et nyt valg til følge, hvor både socialdemokraterne og folkesocialisterne vil blive straffet hårdt af vælgerne for forsøget på at føre politik i modstrid med deres valgløfter. Venstre vil derimod kunne høste gevinsten endnu en gang og konsolidere sig som det største parti i folketinget. Dermed vil Venstre kunne vende tilbage til regeringskontorerne og samtidig have frigjort sig fra de sidste 10 års afhængighed af Dansk Folkeparti, som for den liberale kerne i Venstre må have fremstået som en tungere og tungere klods om benene.

 

Meget tyder på, at den kommende tid fortsat vil byde på et politisk magtspil mellem rød og blå blok – et magtspil, der ikke er gavnligt for Danmark.

 

Som valget faldt ud 15. september, ville det være ærligt og forfriskende, såfremt politikerne erkendte det umulige i en koalition fra Enhedslisten til Det Radikale Venstre. I stedet burde partierne skrotte tænkningen i blokpolitik og finde ind i et holdbart samarbejde hen over midten, som kunne resultere i en stabil regering de kommende 4 år. En regering som samtidig vil kunne tilrettelægge en langsigtet og afbalanceret politik til afløsning af de seneste års kortsigtede ”hovsa” løsninger. Der er et stort behov for noget bedre end partiernes taktiske spil i det, som nu har lignet en flerårig valgkamp mellem 2 blokke. Et politisk spil, som kun har medvirket til at grave grøfter og skabe sociale skel i samfundet.

 

Er du i tvivl - stem blankt

12. september 2011
 

Er du i tvivl om, hvor krydset skal sættes på torsdag? Hvilke af politikernes løfter skal vi stole på?

 

Her i valgkampens sidste fase er det helt tydeligt, at partiernes og kandidaternes udmeldinger er baseret på reklamefolkenes (spindoktorernes) råd om, hvordan man kan lokke tvivlerne til at stemme på dette eller hint parti.

 

Alle partier er klare i mælet med gyldne løfter til forskellige befolkningsgrupper. Men vi kan vist ikke stole på, at ret meget bliver til virkelighed efter valget.

 

Den blå blok har haft 10 år til at vise, hvad de vil – og man undrer sig over, hvorfor de ikke i den periode har gennemført bare nogle af de ting, de lover vælgerne nu.

 

Den røde blok lufter i valgkampen løfter, der er så modstridende, at det er umuligt at tro på, at de med mandater til et regeringsskifte kan forenes i et regeringsgrundlag, der bare tilgodeser nogle få af de gyldne løfter.

 

Vi er mange, som er i alvorlig tvivl og ikke føler, vi kan stole på det, de politiske partier og deres kandidater fremfører i valgkampen. Desværre oplyser meningsmålingerne meget sjældent det antal spurgte, som svarer ”ved ikke” til, hvor krydset skal sættes. Men i enkelte tilfælde er det opgivet, at mellem 25 – 30 % af de spurgte er i tvivl.

 

Det er en alvorlig mistillidserklæring til vore politikere, at omkring hver 4. vælger få dage før valget er i tvivl om, hvor krydset skal sættes. En mistillid, vi skylder politikerne at ”skære ud i pap og bukke i neon” for dem.

 

Derfor mener jeg, at alle vi, som er i tvivl, bør tilkendegive dette ved at aflevere en blank stemmeseddel i boksen på torsdag. Såfremt blot halvdelen af tvivlerne stemmer blankt, vil det repræsentere ca. 12 % af de afgivne stemmer - svarende til omkring 20 - 22 mandater i folketinget. Og det vil være en manende advarsel til politikerne om til næste valg at give os en mere saglig valgkamp med ærlige udsagn, vi som vælgere kan stole på.

 

 

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...
Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

22.05 | 21:32

Hej Kay ser meget op til dig

...
20.05 | 21:07

Fed hjemmeside kay Lise

...
20.05 | 09:57

Hej

...
15.05 | 05:46

Hejsa . Nogen spec grund til der ikke bliver svaret på ovenstående tlfnummer?
Mvh Lykke von` de lippe.

...
Du kan lide denne side
Hej!
Prøv at lave din egen hjemmeside ligesom mig! Det er nemt, og du kan prøve det gratis
ANNONCE