Lad os forhindre dyremishandling

Den 24. november 2009

 

I går fik en flok unge mellem 17 og 21 år betingede fængselsstraffe for at overhælde et marsvin med benzin og sætte ild til det – og de slog det siden ihjel med en kølle. Alt sammen optog de på video via mobiltelefon.

 

Hvor er det modbydeligt, at nogen kan finde på sådanne grusomheder – hvad er det, som gør, at unge mennesker bliver så forråede og afstumpede? Straffen er nok mest et signal om, at vi ikke vil acceptere sådanne handlinger. Men er straf nok til at forhindre, at sådan noget kan gentage sig?

 

Der er mere behov for, at vi påvirker hinanden – og især vore børn og unge – til at vise respekt og kærlighed overfor vore medskabninger og den jord, vi har fået i forvaltning. Det er en opgave, vi alle sammen er forpligtede på i det daglige, hvor vi færdes.

 

Vi må ikke lulle os i søvn og slå os til tåls med, at det klarer samfundet – samfundet er jo os hver især.

Når minderne blegner

7. februar 2008
 

I hele den mørke og triste januar gik jeg og glædede mig til at genopleve et kulinarisk højdepunkt fra min barndom.

 

Det begyndte endda allerede i december. I supermarkedet - på juleindkøb - faldt jeg i staver over køledisken, da jeg fik øje på en blodpølse. For mit indre øje kørte straks en film om vinterdage i min barndom.

 

Det kunne være dage, hvor jeg havde stridt mig hjem fra skole gennem frost, blæst og sne. Eller det kunne være dage, hvor vi havde haft nogle pragtfulde timer i sneen med kælken. Fra den slags dage huskede jeg duften af blodpølse fra køkkenet, når jeg træt og sulten kom inden for. Den liflige, lidt krydrede duft var helt nærværende, og et øjeblik efter mærkede jeg også smagen af det, vi dengang kaldte ”sorte-pølse”.

 

Der var ingen tvivl – jeg måtte have en blodpølse med i indkøbsvognen. Og selvfølgelig også et glas med æblemos og en pose strøsukker. Det er utænkeligt at nyde en skive brændende varm nystegt blodpølse uden kold æblemos og et pænt lag sukker.

 

I tiden derefter dukkede smagen af ”sorte-pølse” op mange gange. Det gav anledning til flere gode erindringer om min barndoms vintre, hvor vi havde rigtig snevejr, og sneen blev liggende i lang tid, så både kælke og ski fik deres storhedstid.

 

Det var en rigtig rar fornemmelse at se blodpølsen ligge i køleskabet og vente på at berede mig glæden ved at genopleve et kært barndomsminde.

 

Men ak – de nuværende vejrguder ville ikke medvirke og sende et vejr, der blot tilnærmelsesvis mindede om min barndoms januar måned. Så blodpølsen fik lov at blive liggende i køleskabet, indtil sidste anvendelsesdato nærmede sig. Og min fornuft fortalte mig, at jeg så måtte holde mit vintergilde, selv om de ydre omstændigheder ikke helt levede op til forventningerne.

 

Nu skulle det være – et kært minde fra min barndom skulle genopleves.

 

Jeg skar passende skiver, som jeg huskede dem – men hvad var nu det? Da skiverne kom på panden, var duften anderledes end den, jeg havde gået og mærket de sidste uger.

 

Nå – det kunne være en eller anden erindringsforskydning, som ikke måtte ødelægge mit festmåltid.

 

For at gøre oplevelsen fuldendt fandt jeg en af de nye spændende øl i køleskabet. Det måtte da sætte prikken over i`et at drikke øl til – noget der i barndomsmindet var forbeholdt min far.

 

Skiverne på panden blev sprøde, som jeg husker dem. Nu skulle det være.

 

Men ak – hvorfor smagte det så underligt?

 

Det var da ikke noget at gå og glæde sig til. Skulle det være en kulinarisk oplevelse?

 

Efter et par skiver var jeg ikke i tvivl – det var synd for en god øl at spise blodpølse til. Jeg måtte i køleskabet og hente ost og rugbrød som en værdig følgesvend til øllet.

 

Et dejligt barndomsminde blegnede og tabte sin glans, medens jeg blev en erfaring rigere.

 

Jeg vil fremover glæde mig over mine minder. Men lade dem være minder i erkendelse af, at tiden ændrer mange ting, og hver tid har sine oplevelser. Gode minder er dejlige at have med i bagagen. Men livet leves i nutiden.

Smil - du er på i trafikken

 

27. januar 2008

En af hovednyhederne i morgenens radioaviser var undersøgelsen, som viser, at danskerne er blevet mere aggressive og hensynsløse i trafikken. Det gælder alle trafikanter, både fodgængere, cyklister og bilister, som alle ser stort på færdselsregler og kun fokuserer på selv at komme hurtigt frem – ”så kan de andre idioter jo bare holde sig lidt tilbage.”

 

Ifølge undersøgelsen mener også 91 % af de adspurgte, at der skal indføres højere straffe for hensynsløs kørsel.

 

Men er det nok? Er det blot højere straffe, der skal til for at redde nogle af de 400 menneskeliv, der hvert år går til spilde i trafikken?

 

En bedre trafikkultur, hvor vi bruger færdselsreglerne til at hjælpe os alle sikkert gennem trafikken, kræver en ændring af den måde, vi tænker på, når v i færdes i trafikken.

 

Hvis vi i stedet for kun at se idioterne i vore medtrafikanter, så et menneske som os selv, kunne vi begyndte med at give de andre et smil – måske vinke dem frem og give plads i stedet for hensynsløst at mase os frem. Det kunne gå hen og blive in, brede sig som ringe i vandet og få flere og flere til at vise lidt hensyn til medtrafikanterne.

 

Det er ikke sikkert, at den fremgangsmåde vil løse alle problemer og redde alle de menneskeliv, der går til i trafikken. Men det er et godt forsøg – det er gratis – og det er noget vi alle kan bidrage med. Den største ”risiko” ved at prøve er nok, at vi får et smil tilbage, og selv kommer lettere frem uden så meget stress.

 

Så hvorfor ikke bare gå i gang nu?

 

 

Forårsfornemmelser

En sur og trist vinterdag skrev jeg følgende:
 

Dagen starter med en rigtig dejlig fornemmelse i hele kroppen. Det er lørdag og fridag. Allerede – halvt i søvne – da jeg vågnede ved sollyset gennem gardinet, var jeg klar over, at det nu er rigtig forår.

 

Efter kalenderen har det været forår i mange uger. Men vejret har ikke været enig med kalenderen. Sol og lune vinde har ladet vente på sig, og i stedet har vejret i flere uger været koldt og blæsende med mange grå regnvejrsdage.

 

Men i dag er det forår. Det kan også høres på fuglesangen. Det lyder som om, den i dag er stemt op i en lysere toneart.

 

Efter badet bestemmer jeg mig for en strøgtur i formiddag. Forårstøjet kommer frem. Fornuftig – selvfølgelig. For tidligt at undvære strømperne, så det bliver de tynde i sidste modefarve, en kort nederdel og bluse med lidt udskæring under en let jakke. Sommerskoene fra sidste år fuldender helheden.

 

Uf – et blik i spejlet viser klart, at ansigtets vinterfarve ikke passer til forårstøjet. Det må rettes med en let gang make-up.

 

Igen vender jeg rundt foran spejlet og føler mig godt tilpas.

 

Den rare fornemmelse sidder stadigvæk i kroppen, medens jeg roligt går gennem gågaden og standser hist og her foran en butik.

 

Butiksruder er en forunderlig opfindelse. Først og fremmest viser de forretningens vareudvalg. Men placerer man sig rigtigt, viser ruderne også gaden foran butikkerne.

 

Jeg havde godt opfattet blikkene, medens jeg skred hen ad gaden. Men ved en butiksrude får jeg mulighed for diskret at kigge igen og se, hvem der mere eller mindre åbenlyst vender blikket efter mig.

 

Der er mændene, som helt tydeligt med blikket fanger kvinden med de slanke ben og udskæringen, som viser lidt af kavalergangen. Mon de er sultne efter en lang vinter med kraftig indpakning?

 

Der er også de mænd, som er på indkøb med kone og børn. De fleste af dem kigger meget diskret og skjult. Som om konen for alt i verden ikke må opdage, at der findes andre kvinder, der er et forårsblik værd. Konerne selv lader som om, de ikke ser mig. Men surheden – måske jalousien – er der.

 

Jeg får lidt ondt af nogle af familierne. De ser trætte, sure, blege og kolde ud i forårssolen. Og så er de pakket ind i vintertøjet, som om solen ikke skinner der, hvor de går. Eller måske kan de slet ikke mærke solen og fornemme foråret.

 

Det er synd for både mænd og koner. Jeg kan nemt forstå, hvorfor mændenes blik helt pr. automatik følger mig og de andre kvinder, som har lyttet til forårets kalden. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvor meget dejligere deres dag ville være, hvis de lod sig vække, fulgte solens bud og fandt forårsdragten frem. Lod solen trænge igennem og varme sjæl og krop.

 

Med lidt lykke og held ville de også fornemme foråret sådan, at de fik lyst til at se rigtigt på hinanden igen – i det herlige lys, forårssolen giver – lade sig friste af sin egen udkårne. Og børnene ville fornemme det omgående og gøre deres til, at indkøbsturen bliver en succes i stedet for at ende i vræl, stres og surhed.

 

Jeg bliver afbrudt af Hanne. Det er længe siden, vi sidst så hinanden. Så det må absolut blive fortovscafeen henne ved torvet. Vi nyder her i fulde drag foråret, solen og varmen til kaffen. Helt bevidste om, at vi bliver set, betragtet og vurderet.

 

Det er bare så pragtfuldt at følge forårets bud.

Ligestilling i kirken

Den 19. april 2007

 

De sidste dage har der igen været en livlig debat om ligestilling i folkekirken.  

 

Nogle – såkaldte ”sorte præster” – fastholder med henvisning til bl. a. Paulus, at kvinder ikke må tage ordet i menighedsforsamlinger, og at de derfor heller ikke kan fungere som præster.

 

Andre – mere liberale præster – henviser til samfundsudviklingen og ligestillingsloven mellem mænd og kvinder, hvorefter kvinder på alle områder ligestilles med mænd og således også kan fungere som præster.

 

Men – når kvinder selvfølgelig har lige adgang til forkyndende embeder i kirken, er det ikke skrifter af Paulus og slet ikke den nutidige verdslige ligestillingslov, vi skal søge vejledning i. Det er udsagn fra Jesus selv.

 

Nyere forskning i skrifter fra Jesu tid viser, at Mesteren selv stillede kvinder og mænd lige, og der er belæg for den opfattelse, at kvinderne omkring Jesus forstod dybden i Jesu forkyndelse i meget højere grad end mændene.  Men da samfundet dengang var endnu mere mandsdomineret, end tilfældet er i dag, kunne de mandlige disciple ikke leve med det, hvorfor de med Peter i spidsen overførte datidens samfundsnormer på de første menighedsdannelser og fik kvinderne ekspederet uden for de forkyndendes rækker. I den indsats fik Peter rigtig god hjælp af Paulus, da han omvendte sig og sluttede sig til den kristne menighed.

 

Flere forskere har sandsynliggjort, at kirken – så mandsdomineret, som den altid har været – i de første århundreder i rigt mål har sørget for at destruere eller skjule de skrifter, som taler for kvindernes naturlige deltagelse i hele menighedslivet, og at man gennem oversættelserne har redigeret de kanoniske skrifter således, at de passer med den mandsdominerede kirkes opfattelse af kønnenes indbyrdes plads.

 

Mon ikke tiden er moden til, at den kristne kirke prøver at finde tilbage til rødderne, sætte Jesu oprindelige forkyndelse ind i den verden vi lever i nu og få ryddet ud i alt det fremmede og uvedkommende gods, der gennem tiden er fyldt på af politiske hensyn og med henblik på at bevare mændenes dominerende indflydelse.

 

Morgenstemning

 

Jeg vågnede i morges lidt over 4. Det var ikke rigtig lyst endnu – underligt så hurtigt dagene bliver kortere. Men gennem sprækken i gardinet kunne jeg se, at et tæt skydække holdt solens stråler borte, og på den måde bidrog til min lidt forstemte følelse af, at vi allerede er på vej mod den mørke tid af året.

 

Men jeg blev glad igen.

 

På trods af halvmørket hørte jeg, at solsortehannen var stået op og i fuld gang med sit søde krydderi for øregangen. Sarte og bløde fløjtetoner fra taget lige uden for mit vindue fandt vej ind og fik en varm følelse til at brede sig i mig.

 

Det vækkede lyse minder om andre dejlige sommermorgener.

 

En tur med hunden i skoven, når solen er ved at stå op. Gå lige så stille og være en del af stilheden, som lader fuglesangen folde sig rigtigt ud – selv hunden fornemmer det og lunter roligt og stille af sted med snuden tæt over jorden.

 

På sådan en tur møder vi som regel rådyrene, der græsser videre, selv om vi kommer ret tæt på. Flere gange har vi også mødt Mikkel Ræv komme luntende på vej hjem fra nattens jagt.

 

Der dukkede også andre minder op.

 

Et par fra min barndom og mit første besøg i København.

 

For 52 år siden var jeg med min mor på familiebesøg i hovedstaden, hvor vi overnattede hos en moster, som da boede i en af de små smalle gader på Nørrebro. Pludselig i nat fornemmede jeg en sommermorgen, hvor jeg vågnede med nogle af solens første stråler og hørte byen vågne – gå fra stilheden over til storby lydene. Det var dengang, der stadig kørte sporvogne, og der kom mælkedrenge klaprende på træsko op og ned ad bagtrapperne.

 

Vi rejste hjem fra København med nattoget, og nu stod indtrykkene af den helt anderledes morgenstemning hjemme pludselig tydeligt i erindringen. Komme hjem en tidlig morgenstund til de kendte frie omgivelser med fuglesang og møde far i gang med at fodre duerne i haven.

 

Så var der rigtig sat gang i den tidlige morgenfantasi.

 

Stemningen fra min barndoms å dukkede også op. Her satte vi drenge fiskesnører ud om aftenen og gik så ud ved solopgang og røgtede snørerne. Og var vi heldige blev der budt på stegt ål til aftensmad.

 

Men nu et halvt århundrede efter er det ikke glæden ved selvfangede ål, der melder sig. Men stemningen ved at gå over græsmarkerne med halvvågne kreaturer, gennem en lille skov med sit mylder af fuglesang og ned til åen, hvor den opgående sol tegner et helt specielt mønster af lys i det stille glidende åløb.

 

Med lyse minder i hukommelsen faldt jeg i søvn igen – og er nu parat til at tage imod den nye dag og være opmærksom på at holde mig åben for de oplevelser, der også i dag kan fæstne sig som lyse minder.

Nogle tanker om tavshed

 

Jeg sidder og tænker på det gamle ordsprog, som lyder: ”Tale er sølv, men tavshed er guld.” De fleste vil nok umiddelbart opfatte det sådan, at guldet har større værdi end sølvet, og at tavshed derfor er mere værdifuld, end tale. Men alligevel. Sølv er også et ædelt metal. Og som ædle metaller har de hver deres kvaliteter, som gør, at det ene i én situation foretrækkes frem for det andet og omvendt i andre situationer.

 

Tavsheden kan være både larmende og velgørende, og den kan være ubarmhjertig.

 

Vi har alle sammen brug for at blive set – at føle, at andre mennesker er opmærksomme på os og ser, at vi eksisterer. Tale er en af måderne, vi overfor et andet menneske kan give os tilkende: ”Jeg er opmærksom på, at du er til, og din tilstedeværelse betyder noget for mig.”

 

Men det er også meget udbredt, at vi skal være hurtige i replikken og faste i stemmen for at blive hørt, når vi i mange dagligdags situationer er sammen med andre. Vi oplever, at vi er nødt til at fastholde ordstrømmen for ikke at blive overdøvet af de andre. Det er situationer, hvor vi taler til hinanden i stedet for at tale med hinanden. Samtale er en vekselvirkning, hvor vi både lytter til et andet menneske – er tavse – og hvor vi taler, bekræfter at vi har hørt det, der blev sagt, og bringer samtalen videre. 

 

At forholde sig i tavshed har således 2 modsatrettede sider: Vi kan udøve den negative tavshed, som med sin larmende stilhed fortæller et andet menneske, at det ikke betyder noget for os. Og vi kan bruge tavsheden som en velgørende dyd, når vi tager os tid til at lytte til et andet menneske, forholde os positivt og fordomsfrit til det vi hører, og dermed tilkendegive, at det andet menneske har værdi for os.

 

Vi oplever også situationer, hvor tavsheden er vores naturlige reaktion. Der er de tilfælde, hvor vi mangler ord, føler os ilde berørt, og måske helst undgår at møde et andet menneske.

 

Det kan være i mødet med én, som er ramt af alvorlig sygdom eller af sorg over at have mistet. I de møder, har vi ofte alt for nemt ved at forholde os tavse, fordi vi mangler ordene eller måske ikke har modet til at blive konfronteret med problemerne omkring liv og død.

 

Men tavsheden kan overfor et medmenneske i krise være ubarmhjertig. Et venligt og medfølende ord gør underværker – og magter vi ikke ordene, kan vi bryde den ubarmhjertige tavshed med et venligt håndtryk eller et knus. Den ubarmhjertige tavshed er ikke kun fravær af tale – det er lige så vel det, at vi rent fysisk vender os bort – måske kommer vi lige i tanke om et vigtigt ærinde rundt om hjørnet for at undgå et møde – eller vi lader dagligdagens jag overdøve tanken om at sende en lille hilsen.

 

Giv os mere indsigt til at skelne, hvornår sølvsmykkerne passer bedre til situationen end dem af guld.

 

 

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...
Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

24.06 | 23:44

hej totalt søde kay

...
23.06 | 09:49

Køre Lise
Jeg tænker tit på dig.
Jeg ringer til dig i morgen
Knus
Alain Coutté
💕

...
22.05 | 21:32

Hej Kay ser meget op til dig

...
20.05 | 21:07

Fed hjemmeside kay Lise

...
Du kan lide denne side
Hej!
Prøv at lave din egen hjemmeside ligesom mig! Det er nemt, og du kan prøve det gratis
ANNONCE